REVISIONSPROTOKOLLAT
2023 – 2024
Kritiske Revisorer, Sejlklubben Lynetten
Der har været gennemført 2 revisionsmøder, den 20/3 2024 og den 3/1 2025.
Efter hvert møde er kritiske bemærkninger vedrørende regnskab, forretningsgange og procedurer fremsendt til bestyrelsen i en revisionsrapport.
Generalforsamling 2024.
Det første revisionsmøde drejede sig først og fremmest om en kritisk gennemgang af sidste års generalforsamling, hvis forløb efter KR´s vurdering var under al kritik.
Den valgte dirigent var ikke sin opgave voksen, og KR anbefalede bestyrelsen at finde en ny kandidat til næste års generalforsamling.
Bestyrelsens konstituering.
Den valgte formand Airo Bjarking valgte at træde tilbage kort tid efter generalforsamlingen, hvorefter bestyrelsen konstituerede sig med næstformanden Rahlf Nielsen som ny formand samtidig med, at Rahlf beholdt posten som kapsejladschef. Suppleant Camilla Bjørn blev indvalgt i bestyrelsen uden portefølje.
KR gjorde opmærksom på, at dette er vedtægtsstridigt. Alle medlemmer af bestyrelsen er valgt af generalforsamlingen, og hver har en stemme.
Dette betyder også, at den nuværende formand ikke er valgt af en generalforsamling, hvorfor han efter KR`s vurdering skal stille op til valg for et år på generalforsamlingen i 2025. Dette fremgår ikke af indkaldelsen.
KR har gjort bestyrelsen opmærksom på dette igen i januar 2025.
Løbende revision.
På mødet den 3/1 var regnskabet endnu ikke revideret, hvorfor tilretninger og efterposteringer ikke var foretaget af vor statsautoriserede revisor.
KR koncentrerede sig derfor om at gennemgå saldobalancen pr. 30/9 2024 og sammenligne med de budgetterede tal.
Det viser sig, at der er meget stor forskel på budgettallene og de realiserede tal.
Man får indtryk af, at budgettet slet ikke er udarbejdet som den rettesnor, bestyrelsen har valgt at arbejde efter i det kommende år.
Det er utilfredsstillende, fordi vore vedtægter har bestemt, at budgettet blot skal fremlægges til orientering for generalforsamlingen og altså ikke vedtages.
Men det bør jo så betyde, at bestyrelsen skal sørge for at lave et retvisende budget, således at medlemmerne ved, hvad der kommer til at ske det kommende år.
Budgettet skal være færdigudarbejdet og godkendt af bestyrelsen inden regnskabsårets start den 1/10.
Såfremt bestyrelsen har planer om større investeringer, kunne de lægges frem for generalforsamlingen som et forslag til godkendelse og samtidig en godkendelse af, at man ønsker at bruge pengene fra vore renoveringsmidler.
Det er glædeligt at konstatere, at sagen omkring ”Jyden”, som fyldte rigtig meget på sidste års generalforsamling, nu nærmer sig en afslutning. Hvor stort det endelige tab for klubben bliver, er endnu uvist. KR har anbefalet at vi tager hele tabet nu.
På sidste års generalforsamling herskede der en del forvirring omkring begrebet ”foreningsformuen”.
KR har derfor udbedt sig en fortegnelse over foreningsformuen, således at alle kan se, hvad det er for en størrelse. Vi har modtaget det svar, at formuen pr. 30/9 2024 udgør kr. 3.429.171, men ikke hvad beløbet dækker over.
København den 28/1 2025
Kirsten Schäffner Jørgen Beiter