Roere i og omkring København har med lukningen af Lynetteløbet og anlæggelsen af Lynetteholmen stadigt sværere ved at ro ind og ud af København, når vinden blæser og der er bølgegang på Øresund. Benytter de Kronløbet skal de relativt langt ud på åbent vand, hvis de skal mod syd eller kommer fra syd, hvilket gør roklubberne i København mindre attraktive.

Der er ikke nogen let løsning på denne problemstilling, men vi har fra Lynetten Sejlklub nu deltaget i et møde med roerne samt By og Havn i forhold til udviklingen af en overbæringsløsning, hvormed roerne kan undgå turen udenom perimeteren. Det første møde i en række af møder forløb ganske konstruktivt, og her talte vi os ind på en mulighed, som kunne give en vigtig rolle til Lynetten Sejlklub.

Tanken vil i denne model være, at robådene og kajakkerne kan trækkes op tæt ved restaurant La Banchina, skubbes på bådvogne, og søsættes via vores slæbested. Hvis denne løsning forfølges af By og Havn, så er den hensigten at bede By og Havn lave tilpasninger af slæbestedet, så det fremadrettet kan fungere bedre til fordel for alle. På nuværende tidspunkt er der dog blot tale om formøder.